Historiensdag 2017 - Hardsyssel

Gå til indhold

Hoved menu:

Møder
Historiens Dag på Brejninggaard
Historisk Samfund for Hardsyssel holder Historiens Dag lørdag den 28. oktober
Lørdag den 28. oktober bliver der lejlighed til at opleve Brejninggaard ved Spjald, både i det historiske perspektiv og i nutidens udgave. Brejninggaard, der blev opført som herregård i slutningen af det 16. århundrede og siden 1942 har huset efterskole, er ramme om Historiens Dag, der har Historisk Samfund for Hardsyssel som arrangør.
Det er tredje år i træk, at Historisk Samfund arrangerer ”Historiens Dag”, hvor bl.a. årets udgave af Hardsyssels Årbog præsenteres. Første gang var i 2015 på Hardsyssel Efterskole, og i 2016 var det Rindumgård og ROFI-Centret i Ringkøbing, der var ramme om arrangementet.
Dagens program

”Historiens Dag” på Brejninggaard starter kl. 14, og alle er velkomne. Eftermiddagen indledes med, at den tidligere forstander på Brejninggaard, Asger Gynther Nielsen, fortæller om herregårdens historie og Brejninggaard som efterskole i 70 år. Derefter holder museumsinspektør Christian Ringskou foredrag med titlen ”Brejninggaard - et kulturmiljø. Vandkraft, produktion og handel”.
Senere på eftermiddagen præsenteres 2017-udgaven af Hardsyssels Årbog. Fem af de otte forfattere til artikler i årbogen kommer med udgangspunkt i emnerne for deres artikler med korte indlæg:

* Franz Jensen fortæller om Dalgas og ”opdagelsen af Jylland”.
* Svend Aage Madsen fortæller om Møltrup Optagelseshjem og Møltrups arkiv.
* Erik Degn fortæller om sin tilgang til lokalhistorie.
* Verner Højersgaard fortæller om at skrive erindringer.
* Per Madsen fortæller om sin interesse for Niels Holst-Sørensen, der var sportsstjerne, jagerpilot og meget andet.
Medlemmer af Historisk Samfund kan i forbindelse med arrangementet få udleveret deres eksemplar af Hardsyssels Årbog, der er på 144 sider. Hardsyssels Årbog udgives i år for 110. gang.
* Historisk Samfund for Hardsyssel, der hvert år bl.a. udgiver Hardsyssels Årbog, har godt 700 medlemmer. Foreningen hed tidligere Historisk Samfund for Ringkøbing Amt, men på årsmødet tidligere i år fik foreningen nye vedtægter, der bl.a. indebærer, at den fik nyt navn. Hardsyssel er den gamle betegnelse for det område, der stort svarer til det tidligere Ringkøbing Amt og omfatter de nuværende Lemvig, Struer, Holstebro, Herning, Ikast-Brande og Ringkøbing-Skjern kommuner.
Flere oplysninger:
Formand for Historisk Samfund for Hardsyssel, Per Lunde Lauridsen, Lem, tlf. 2299 9639.
Historisk Samfund for Hardsyssel
Tilbage til indhold | Retur til hoved menu